Gennemgå ikke social angst alene

Det kan lyde som den største selvmodsigelse længe, at man skal dele ens social angst med andre, for det burde vel egentlig bare gøre det være.

Men for det første er social angst noget, der har flere afskygninger og ikke bare skal forstås konkret i den forstand, at man er ræd og bange for at være blandt andre mennesker konstant.

Det ville svare til at have en modsatrettet angst efter åbne pladser, omvendt klaustrofobi eller lignende, men der er jo ikke tale om en fobi her, men en decideret angstlidelse.

Man kan sammenligne det lidt med, når folk, der kun kender psykiske lidelser perifert, tror, at at for eksempel skizofreni er noget, hvor man spalter sig selv og taler med sig selv som i en anden tegnefilm. Sådan er det jo ikke.

På samme måde er social angst noget, der ikke nødvendigvis aktiveres af, at men er samlet blandt mange mennesker, hvorefter man udsender et ramaskrig og stikker af.

Folk med social angst kan sagtens være typer, der begår sig på en scene, optræder og lignende, for der er stadig en distance til ens publikum.

Social angsten kan så komme af, at man er nervøs for at skulle indgå i en samtale, deltage på lige fod med andre, agere sammen med dem og være aktiv med dem.

Specielt optakten til dette kan være ligefrem angstprovokerende, hvor man kan gejle sig selv så meget op, at man ikke tør komme ud for en dør.

Men fordi vi lever i en tidsalder, hvor det er populært at være sammen med andre, gøre sig til og vise de positive sider frem, så bliver man set skævt til, fordi man når et mæthedspunkt, hvor man ikke orker mere sammen med andre mennesker, trækker sig tilbage, undgå andre og ikke vil snakke med dem.

Dette kan af andre tolkes som, at man ikke gider dem, og det duer jo heller ikke.

Således kan det være smart at alliere sig med en anden person, man kan betro sig til, som kan forklare dette til andre mennesker, når man ikke selv kan.