Flæskesteg i nye omgivelser
Hvem siger, at flæskesteg kun er en ret, man spiser til jul? Hvad med at servere en god, saftig flæskesteg med det hele næste gang, du skal have gæster til middag?
Det behøver ikke at være så svært, som mange tror. Hvis du ikke har prøvet kræfter med en flæskesteg før, så følg blot opskriften her: https://www.dk-kogebogen.dk/opskrifter/7583/flaeskesteg-med-sproed-svaer
Hvis det skal være helt klassisk, skal du servere den sammen med kogte, hvide kartofler, lun rødkål, brunede kartofler og ikke mindst rigeligt brun sovs.
Men du kan også gå lidt mere utraditionelt (og lidt mindre julet) til værks og servere stegen sammen med noget andet tilbehør.
Alternativt tilbehør til flæskestegen
Her får du et par ideer til lidt mere utraditionelt tilbehør. Husk: Det er altid en god idé at gå efter grøntsager, som er i sæson, når du sammensætter din menu.
Waldorfsalat
Waldorfsalat består af halverede vindruer uden kerner, små stykker af æble, groft hakkede valnøddekerner og bladselleri i tyndeskiver. Disse ingredienser blandes med en dressing, som laves af creme fraiche, sukker og en smule salt.
Waldorfsalat er en sprød og frisk salat, som går godt sammen med svinekød.
Grønkålssalat
Når det er sæson for grønkål, er det næsten synd ikke at bruge det som tilbehør til flæskestegen.
Fint snittet grønkål kan blandes med for eksempel ristede mandler, små stykker af tørrede tranebær og appelsinsaft. Så har man hurtigt og nemt en både sund, knasende og frisk salat, som smager rigtig godt sammen med svinekødet.
Kogte nye kartofler og sprød grøn salat
Hvis det er tiden på året, hvor de små nye kartofler er på hylderne, er det oplagt at servere dem til flæskestegen.
Behold skrællen på kartoflerne, vask dem grundigt og kog dem – men ikke for længe.
Server kartoflerne og din steg sammen med en grøn salat af for eksempel spæde spinatblade, radiser og andet forårs-eller sommergrønt.